Louise Juhl

Gentagelse er godt. Hver morgen: stå op, børste tænder, fodre hund, lave kaffe. Hunden før kaffen, altid.
Så skriver jeg. Jeg har sjældent noget på hjerte. Jeg noterer mig måske dagens navn, tirsdag, og bemærker en flue i vindueskarmen, lukker den ud, skriver det ned.
Vindueskarm. Flue.
I dag skrev jeg også. Om dengang jeg arbejdede som piccoline i et advokatfirma. Det var lige før finanskrisen, hvor pengemænd kunne lave vand til vin. De var guder. Stolene var beklædt med ko-skind. I den ene halvdel af det åbne rum var der indrettet lounge-område til ventende klienter – med frisk frugt, amerikaner-køleskab og tre biografstore fladskærme, der viste CNN, Eurosport og livestream fra den amerikanske børs.
Mine opgaver var “mangeartede”, som der stod i jobannoncen. Jeg slikkede frimærker, vandede planter, dækkede op til frokost og ryddede af igen. Jeg selv spiste naturligvis efter advokaterne – ikke sammen med. Jeg passede telefon, kopierede lejlighedssange og hentede renseri-tøj for en af advokaternes koner.
De behandlede mig pænt. Spurgte til, hvordan jeg havde det (godt nok uden at vente på svar), og om jeg trivedes på jobbet. Efter et halvt år syntes en af advokaterne, at jeg havde fortjent et større ansvar, og jeg fik lov at booke bussen til årets firmaudflugt, som var en golftur til Samsø. Jeg blev dog ikke inviteret med, så langt rakte ansvaret ikke.
En af mine opgaver var at holde øje med, om der skulle fyldes vand i kanderne på bordet, når advokaterne spiste frokost. De sad gerne længe, fortalte anekdoter fra retssalene. En kunne storgrinende berette, hvordan han var nået fra retten i København og til Horsens med 200 kilometer i timen:
Han skulle skynde sig over for at søge erstatning på vegne af en klient, der var blevet kørt ned. lænket til en kørestol resten af livet, øjensynligt på grund af for høj fart. Ha-ha. Han, advokaten, havde heldigvis hverken hørt skrig eller mærket uforudsete bump undervejs, og regnede derfor ikke med at nogen var kommet til skade ved hans vanvidskørsel. Ha-ha.
Det var første og eneste gang, jeg sagde fra. Jeg var på vej hen for at fylde en tom kande vand, og så kom jeg til at sige: “Det er jo ikke sjovt!”
Det var slet ikke meningen, at jeg ville sige det, det var ikke modigt, langtfra. Og jeg skyndte mig da også tilbage til min plads for at slikke frimærker.
Da jeg havde fri et par timer senere, var der ikke nogen, der sagde noget til mig. Ikke et ord, ikke et farvel, alle var helt stille.
Jeg blev ikke fyret, men efter fjorten dages total tavshed, valgte jeg selv at sige op. Det gav mig 6 ugers karantæne ved jobcentret, det var alle 6 uger værd.