Louise Juhl

En sommer får jeg halsbetændelse.
Vi er på ferie hos min morfar og på vej for at hente en støvsuger fra reparation, da jeg pludselig ikke kan synke, og min mor må køre ind til siden og finde en flaske vand, jeg kan skylle halsen mad. Vi kører videre, henter støvsugerslangen, den er den, det har været galt med. ”Nu er den så god som ny”, forsikrer forhandleren.
Hjemme igen er min hals tyk og grødet, jeg kan knap nok trække vejret, det eneste, jeg bekymrer mig om, er at sove,
Min mor får bakset støvsuger og mig ud af bilen, og jeg får lov at ligge på værelset ved siden af stuen, den er ellers kun til pænt brug. Jeg får fem puder under hovedet for bedre at kunne få luft, og kan høre de voksne tale: en bisværm af uforståelig lyd, der lægger sig tungt som et tæppe over mine tanker.
Rundt omkring i værelset, står der gulnede sort-hvid fotos af mennesker, jeg kun har hørt om: En bistert udseende mand løfter på hatten, misbilligende, som om han tænker: ”Hvad ligger sådan et ungt menneske på langs for?” Jeg svarer ham ikke.
På et andet står en pige i lys sommerkjole under en rødbøg. Pludselig bliver grenene over hende tungere, så er hun væk.

Efter et par dage får jeg det bedre, jeg kan sidde op og flytter ind i sofaen foran tv’et, der er Wimbledon. Det er sommer og tredive grader, alligevel må jeg have to dyner over mig for at holde varmen. Feberen vil ikke slippe sit tag, og den gule bold flyver så langsomt over skærmen, at jeg er bange for, at den vil gå i stå og spillet standse.
Min morfar sætter sig ved siden af mig, ryger en cigar, den tunge røg kradser mod mine betændte mandler. Han asker den sidste lille stump, roder mig i håret, siger ”Det bedste middel mod dårligdomme er brændevin og stegt and.”
Min mor modsætter sig brændevinen, men min morfar slagter to ænder, som han steger i det gamle støbejernskomfur – små fem timer, very well-done. Han serverer dem samme aften med tyk brun sovs – ”det smører halsen så godt.”
Næste morgen er jeg feberfri og kan se Ivan Lendl tabe til Cash i finalen.