Louise Juhl

Det er flere år siden, hun sidst har kørt i bilen.
Ikke af nogen særlig grund, hun har bare vænnet sig til at gøre det anderledes. At gå de 2 kilometer til trinbrættet for at stige på toget. Der er noget velgørende ved besværet; den særlige omtanke, der følger med. Overvejelser om vejrets beskaffenhed, nødvendigheden af alt: Hun kan vel klare sig uden fedtstof på panden? Strække den sidste rest sukker ugen ud? (Hun har på den måde skåret ned fra fire til én teskefuld per kop. Teens aroma gør sig faktisk bedre sådan.)
Hun føler en særlig glæde ved benspændet, de to tunge kilometer på den ujævne grussti. Som om hun på forhånd betaler af på en gæld, sætter i banken. Til engang eller bare i forventning om.
I dag vælger hun bilen. Sætter nøglen i tændingen uden at dreje rundt. Tager fat om rattet, det sorte plast føles fremmed mod hænderne. Hun kan knap huske, hvad pedalerne gør godt for, højre, venstre, den i midten? Hun presser fødderne mod gulvet, forsøger at huske med kroppen. Højre hurtig! Venstre vente!
Midten, der balancerer det hele.
Hun ville foretrække at gå. Enkelheden: Først den ene fod, så den anden, forfra, om igen. Friheden til at standse op uden grund. Sætte sig i græsset langs stiens kanter. Mærke fugten trænge ind i huden om vinteren – ud om sommeren.
Hun drejer på nøglen (bilen mumler med en dyb og uforståelig stemme,) bevæger sig frem og tilbage i sædet. Umage. Tager selen over skulderen. Det lille klik. Trykker med fødderne – på den i midten, den til højre. Overraskelsen, da bilen bevæger sig, hun ler.
Resten af vejen giver sig selv, 2 kilometer lige ud. Hun ser det røde lys på afstand, trykker forsigtigt med foden: Venstre, vente.
I kanten af stien ligger der rester af sne. Græsset bøjer sig under tyngden. Hun ser sig i solskærmens spejl, fugter en finger, retter på øjenbrynenes kanter. Omhyggeligt, som om hun har al tid i verden til sin rådighed.
Så presser hun foden hårdt mod pedalen, det er kroppen, der husker: højre, hurtig!
9.42.
Toget kommer til tiden.