Ensomig #497

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg sidder og forbereder mig på at indlæse ”Det dér og dèt der” som lydbog. Det er fint, jeg kan godt lide at læse højt, men der er et par udfordringer. En af dem er, at bogen indeholder en række journaluddrag, i bogen markeret med en anden font, der i tone og stil adskiller sig markant fra bogen i øvrigt ved at være kliniske og nøgterne i deres virkelighedsbeskrivelser.
Hvordan lader man sådan en typografiske markering fremgå af højtlæsning?

Derudover er der i bogen en kontrakt, som fortællerjeget indgår med sin bror. Kontrakten er en lidt akavet størrelse, fordi den i opbygning og formulering forsøger at mime et juridisk dokument, mens den i sit indhold rummer et desperat nødråb fra et menneske i knæ.
Kontrakten er formuleret af bogens jeg i en erkendelse af, at hun ikke længere magter at tage vare på sine egne behov. Hun frasiger sig med dokumentet sin selvbestemmelsesret, og gør broren til sin værge.

Kontrakten er ikke det pure opspind. Den er – for en del år tilbage – formuleret af et virkeligt Jeg, mit Jeg, mig.
Jeg havde på daværende tidspunkt levet 10 år med en livstruende spiseforstyrrelse, og ønskede nu -mere end alt andet- at blive rask. Jeg ønskede at kunne spise, tage på, genvinde min fødedygtighed. Jeg ønskede mig et liv med kæreste, studier, fester, venner.
Men virkeligheden var en anden.
Jeg var – fireogtyvesyv – fanget i syge ritualer: Jeg spiste så godt som ingenting, motionerede som en gal, jeg tyggede tyggegummi, også om natten, for ad den vej at forbrænde kalorier. Jeg frøs konstant og så aldrig nogen, fordi det risikerede at indebære noget med mad eller bemærkninger om min tilstand.

Da jeg til sidst blev indlagt, var det en kæmpe lettelse. Endelig, endelig, ENDELIG ville nogen drive min indre djævel ud, lære mig at spise, gøre mig rask.
Så nemt var det desværre langtfra: Mit intellekt bad mig om at spise, min fornuft forstod konsekvenserne – ”spis eller du dør,” tryglede den. Hver dag satte jeg mig ved bordet, fast besluttet på at opføre mig ordentligt, spise op, tage ansvar. Når Dorte, min yndlingskontaktperson, var på arbejde, lavede hun gerne fisk en papilotte: Hun vidste, det var min yndlingsret. Det var så fint af hende, og jeg ville SÅ gerne gøre hende glad.
Men jeg kunne ikke.
Det lykkedes mig som regel at føre gaflen op til munden, at tage maden ind i munden. Men jeg KUNNE ikke synke den. Der var ikke noget fysisk til hinder for, at maden kunne nå igennem mit halsrør. Jeg led ikke af generende cyster, betændte slimhinder, og havde ikke svampeangreb i mundhulen. Det var kun tankerne og følelserne, der stod i vejen for at synke maden. Men de stod fast, helt fast. Ind imellem skreg jeg, som hvis nogen havde truet mig på livet, jeg kastede med bestikket, råbte ad personalet: ”Jeg KAN ikke.”
Det var efter et utal af den slags episoder, at jeg indså, at jeg måtte overdrage ansvaret til nogle andre. Ikke fordi jeg ikke selv ville tage det, men fordi jeg ikke kunne. Det var på det tidspunkt, jeg formulerede kontrakten, som er gengivet i min roman, og som I kan se på billedet herunder. Mest af alt for min egen skyld, så jeg selv kunne læse, hvor syg, jeg var, hvor splittet.
Kontrakten blev faktisk underskrevet, og selvom det tog mig yderligere ti år at blive helt rask, så er jeg sikker på, at den gjorde en forskel. Den er ligeså mærkelig og akavet et dokument, som en spiseforstyrrelse er mærkelig og akavet. Derfor skal den – trods sin akavethed  – med, når jeg indlæser min bog.