Louise Juhl

Da jeg var mindre, var jeg ked af, at jeg ikke havde et mellemnavn, og at min mor ikke ville købe mig et månedskort til bussen. Min drøm var at køre frem og tilbage mellem endestationer, trække vejret med bussens hydraulik og se på verden uden at deltage.
Der gik to busser derfra, hvor jeg boede: Bus nummer 6, der kørte fra de nybyggede kvarterer i øst og ud til svømmehallen i vest, og fra den modsatte ende bus nummer 5 fra Visse mod Lindholm, som lå med en fjord imellem, og hvor bølgerne efter sigende rullede baglæns. Der var stor forskel på, hvem der kørte med de to busser. Passagererne i bus nummer seks kom altid halsende efter bussen med den ene hånd hejst i vejret – et hvidt flag – og med en tvillingeklapvogn eller en jakke i den anden. De nåede aldrig at sætte sig ned, før de skulle af, men brugte al tiden på at genvinde balancen og lede efter småpenge til billetten. Omvendt dem, der tog bus nummer fem. De stod med klippekortet klar, længe før bussen åbnede dørene og nikkede til chaufføren. På umærkelig vis lykkedes det dem altid, uden at bede om det, at få en eller anden til at rejse sig og tilbyde dem deres plads og det, selvom der var masser af ledige sæder i resten af bussen. Jeg fik mig aldrig et månedskort, måske er det derfor, det stadig nager mig: Hvad var det, de kunne – de klippekortsparate – siden det altid lykkedes dem at få den bedste plads, selvom de trængte mindst?