Louise Juhl

Jeg er nødt til at skrive. Hvis ikke jeg skriver, så græder jeg. Eller spiser. Jeg har taget ti kilo på de sidste 3 år og det, selvom jeg har skrevet næsten uafbrudt.
Måske skulle jeg græde lidt mere.

I forgårs sad jeg i toget mod København, på vej for at indlæse en lydbog.
Ved siden af mig sidder en kvinde og maler. Det kan lyde som noget mærkeligt noget at gøre i et tog, det er det måske også, men det var altså det, hun gjorde.
Hun maler efter postkort. Skagensmotiver: Krøyer og Ancher, alle de store. Hun bruger både akvarel, fedtfarve og tusch. Også det kan virke mærkeligt eller i hvert fald rodet, alle de teknikker på een flade, men de her tegninger bliver fine, netop på grund af det lidt mudrede udtryk.

Kvinden bemærker, at jeg ser på hendes tegninger og smiler.
“Hi, Melissa,” siger hun og rækker hånden frem. Jeg er lige ved at sige, at jeg ikke hedder Melissa men Louise, da det går op for mig, at det er hende selv, hun præsenterer. Hun fortæller, at hun er amerikaner, men den her sommer rejser rundt i byer langs Vesterhavet, som hun hele livet har ønsket at se. Hun og hendes mand havde egentlug været på vej afsted for to år siden. Men på vej til lufthavnen, var de kørt galt, og hendes mand var blevet dræbt ved ulykken.
“Oh, Im sorry,” svarer jeg.
Hun nikker “sooo sad.”
Efter ulykken, siger hun, gik hun helt i stykker. Ikke bare lidt men helt og aldeles. Hun spiste ikke, hun så ingen, hun rejste sig ikke fra sin seng. Hendes børn havde forsøgt at få hende på benene. Først havde hun afvist dem, men så havde de mindet hende om, at det jo ikke kun var hende, der havde mistet: At de også havde mistet deres far. Og så var hun stået op.
I flere måneder var hun stået op på den måde, uden nogen som helst lyst – alene på viljen. Hun slog græsplæne, skiftede sengetøj. Hun tømte postkassen, men glemte at se efter, hvem brevene var fra eller hvad, der stod i dem.
På et tidspunkt var hun begyndt at tegne, mest for at slå tiden ihjel. Hun var kommet i tanke om, at hun som barn havde haft meget glæde at farvelægge figurer i malebøger, og nu forsøgte hun, om det stadig kunne give hende en slags – hvis ikke glæde, så i det mindste – tidsfordriv.
Hun havde tegnet efter fotos af sin mand: Bryllupsbilleder og fra dengang, han lærte deres yngste at køre cykel. Billeder af ham – sovende i en kurvestol på verandaen.
Hans sandaler.
Først havde hun brugt kul, men børnene havde insisteret på, at deres far skulle være i farver, og så havde hun forsøgt sig med  akvarel. Det var det kun blevet mere forkert af: Alt for transparent, helt ulig ham. Så havde hun forsøgt med fedtfarver, som viste sig at være for bastante i deres udtryk, til sidst tusch, som blev for ensartet. I frustration havde hun forsøgt sig med alle tre teknikker på eet og samme portræt af manden – og vupti: Så var billedet blevet levende.
På den måde havde hun fundet sit helt eget udtryk.

Nu, to år senere, var hun kommet så langt, at hun havde taget turen fra USA til Danmark for at besøge Vesterhavet på egen hånd. Hun havde besøgt Skagen museum og set Anna Anchers malerier, og for første gang siden hans død, havde hun fået lyst til at male noget andet end motiver af sin afdøde mand.
Hun viste mig en hel blok med skitser af skagensmalernes billeder udsat for hendes streg, de var fine.
Nu var hun så på vej til Bergen for at se Munchs malerier.

Da jeg stod af toget, sendte hun mig et fingerkys og råbte: “God bless you.” Jeg vinkede tvist nok tilbage, men glemte at svare, jeg er heldigvis sikker på, at Gud -eller hvem, der nu tager sig af den slags- nok skal holde hånden over Melissa.