Louise Juhl

USA bruger de støttehunde til at hjælpe traumatiserede børn, der skal vidne i retssale. Det står i en artikel på nettet: Kory er som den første er taget i ed, hun er en lys retriever og bærer bandana om halsen. En advokat er citeret, han forklarer en cirka seksårig pige, at Kory vil passe på hende i retslokalet. Pigen tøver og spørger: Men hvem skal så passe på Kory?
Havet holder, hvad himlen lover, det er fredag, og hunden har kastet op på trægulvet. Jeg tørrer op. Bruger Ajax og CillitBang og Rodalon for at fjerne pletten. Kaffen når at blive lunken, før jeg tager den første slurk. Huden på mine hænder er rynket og ru. Jeg er begyndt at bide negle igen, det er en uvane helt tilbage fra, da jeg var barn – ligesom lysten til at vågne op og være en anden, en antilope med snoet gevir, for eksempel.
I går havde nogle sat røde streger i margin af min drøm: “Man kan ikke bygge et hus, hvis man starter med at lægge taget,” stod der. Efterfulgt af et udråbstegn, som for at understrege den pointe, jeg ikke forstod. Senere spiste jeg et hårdkogt æg og det meste af en pomelo. Læste en virkelig dårlig novelle. Der var ikke andre vidner end hunden, jeg lover at passe godt på den.