Louise Juhl

Jeg begynder at stå op om natten for at spise, benytter mig af trætheden og den halvt ubevidste tilstand til at sætte mad til livs. Det har ikke decideret bulimisk karakter, det er hverken flødeskum, flæskesvær eller schweizisk chokolade, men basisernæring: Rugbrød, æbler, riskager, gulerødder. Mængderne er store, sulten er mangeårig, og jeg vågner svedig og med en puls på over hundrede. Med tiden udvikler det sig til en natlig forteelse, en bevidst-ubevidst strategi til at overvinde sulten. Men angsten følger med: Angsten for det umættelige og grænseløsheden, for at jeg ender som et svært overvægtigt menneske, der kun kan komme ud af sengen ved hjælp af en kran?
Min krop vokser, og det samme gør mine kræfter. Jeg begynder at ligne noget, der kunne være et menneske. Men skammen over at give efter er enorm.
Hver gang jeg taler om mig selv, er jeg i tvivl om hvem, der taler om hvem. Er jeg den syge, er jeg den raske, hvad er hvad?
Vægten viser 55 kg. Engang ville jeg have taget mit eget liv for mindre, men noget vejer tungere nu. Det er svært at se på mine lår, der flyder sammen, når jeg sætter mig i sofaen, eller mine kinder, der hver udgør et lille kontinent, så runde og æblede er de. Men jo mere kroppen begynder at fylde i verden, jo mindre fylder den i mit hovede, det går fremad, langsomt.
Næsten hver dag går jeg en tur ned til søen, der står jeg så råber jeg til mågerne og himlen. Om at jeg er ulykkelig og fed, og at jeg vil have mere, selvom jeg har nok. Heldigvis er himlen stor, den kan rumme både mågerne og mig.