Louise Juhl

Jeg har mistet mine sandaler i nat. De sorte, dem med snører op af læggene og solid hæl. Nogle gange tror jeg, at jeg drømmer om den slags for at få lov til at græde: Om bortkomne sko eller fugle, der falder til jorden for sjov. En terapeut ville sikkert anbefale knuste bukkehornsfrø og fire dage i fosterforestilling. Men sandheden er jo, at symbolerne ender blindt. Der er ikke nogen, der har taget mine sko og der er ingen grund til at græde.
I mangel af bedre steger jeg arme ridder – i rigelig smør og med kanel. Det søde brød klistrer til ganen, og jeg må bruge en finger for at få det fri.