Louise Juhl

Jeg er ni år og har stjålet en tyvekroneseddel fra min mors pung. Det er ikke fordi, jeg er sådan en, der stjæler (sådan én?), men fordi jeg så gerne vil have det viskelæder med Bobby og Kate motiv og en duft af vanille, som jeg har set i en kiosk på Gl. Gugvej. Jeg tænker, at jeg nok kan låne pengene af min mor, også selvom jeg ikke spørger om lov. Jeg køber viskelæderet, men bliver så bange for at ende i fængsel, at jeg pakker det ind, og forærer det til min mor. “Hvor er du betænksom, lille skat” smiler hun og dufter til viskelæderet: “Uhm.”

Senere glemmer jeg at vande den blomst, jeg får ansvaret for i biologi. Vi har temauge om det økologiske kredsløb, og vi får alle til opgave at varetage et led i kæden. Jeg får en Hortensia, alene navnet giver mig præstationsangst, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal leve op til blomsten. Hver dag skriver jeg en seddel til mig selv om, at jeg skulle huske at vande planten, og hver dag glemmer jeg at læse sedlen. Da ugen er omme afleverer jeg den visne plante. “Er du klar over, at hvis bare ét led i fødekæden brister, så påvirker det hele kloden?” spørger min biologilærer. Jeg nikker, for det ved jeg godt, og jeg ved også, hvad det vil sige at være svage led.

Jeg begynder at tisse i buskerne, først er det kun om natten, men hurtigt bliver det også, mens jeg er i skole. Jeg forsøger at skjule det, og læner mig op ad en varm radiator for at tørre pletten bag på bukserne. Lokalet begynder at stinke af varm urin. “Ad, hvem har pisset i bukserne?” råber jeg højt og ser anklagende på mine kammerater: “Det er for klamt, hvem er det?” bliver jeg ved. Alle nægter at kende til lugten, og jeg bliver ved at råbe op, indtil pletten er tør, og beviserne ikke længere peger på mig.