Louise Juhl

Jeg burde starte et andet sted. Et sted med dyr, små dyr, insekter. Og græs, højt græs, der hverken er grønt eller blåt eller gråt men et sted midt imellem, støvet himmel.
Men jeg starter ikke andre steder, for jeg sidder fast. Jeg sidder fast rundt i en krop, der blævrer af følelser. Reagerer ved hver eneste bevægelse: en fugl, der letter, for eksempel, og ved hver eneste lyd, fluer. Varmen har lagt en hinde omkring min krop, ingenting slipper ind, ingenting slipper ud. Som et stillestående vandløb. Algerne har gunstige vilkår her, dyr ville dø, hvis de drak af mig.
Jeg er giftig.
Jeg græder meget. Det vil sige næsten hele tiden, hvis der ikke er nogen i nærheden. I går gik jeg på kirkegården, mest for at kunne græde i det åbenlyse. Jeg fandt en sten, jeg græd ved, som om jeg kendte mennesket under stenen. Det gjorde jeg ikke, men hun blev kun tyve år, det var for lidt, det græd jeg over.
Jeg holder meget af gravsten. Jeg kan lide at se på de forskellige typer af skrift, der er brugt. Jeg forestiller mig, at de fortæller noget om den døde. Om der er brugt seriffer, om skriften hælder, størrelsen af de enkelte bogstaver. Måske den døde af den vej får lov at sætte et aftryk – som et forstenet søpindsvin. Det er egentlig ikke fordi, jeg tror, at det hænger sådan sammen, mere fordi jeg ikke ved, hvordan det ellers hænger sammen. Sten og mennesker. Udover, at jeg holder meget af begge ting.
Da jeg kom hjem googlede jeg pigen navn. Det er en morbid ting at gøre, ikke mindst når man er så trist, som jeg er. Alligevel googlede jeg hende og fandt en video på youtube, hvor hun kørte rally på en havetraktor. Nogle omkring lo højt, hun kørte helt tæt forbi dem, smilede til kameraet. Standsede så, stod af og pegede på sine sko. De var hvide, men helt dækket af støv og græs efter turen på traktor.
Så græd jeg igen, uden helt at vide om det var over pigen, latteren eller de beskidte sko, jeg græd over.
Tristheden er forresten ikke til at holde ud. Den sidder i mine kæber og trykker på mine tindinger, den sløver mine ben. Tristheden er døsig, kvælende. Som ilt, der langsomt slipper op i et lukket rum. Den eneste måde at undgå at ilten slipper op på, er ved at undlade at trække vejret. Det er svært. Jeg prøvede engang for tyve år siden, det lykkedes kun halvt.
Jeg orker ikke det triste. Jeg vil meget hellere være vred. Jeg vil være vred og skrive store bannere, som jeg trækker hen over himlen. Hvad synes du? skal der stå, om plastikken i havene, halveringen af fuglebestanden, udledningen af Co2? Om bådflygtningen, som ingen ”magter” at tage imod? Er der mon nogen, der spørger bådflygtningen, om de magter at blive sendt tilbage? Hvad med de psykisk syge? Hvorfor er der aldrig nogle sportsstjerner, der holder støtteløb for de maniske, de psykotiske, de udadreagerende? Er de for svære at holde af, giver de ikke nok i sponsorindtægter?
Men jeg skriver ingen bannere, trækker ikke vrede hen over himlen. Jeg skriver bare nogle slatne ord her og græder ved et fremmed menneskes grav, vorherre bevares.
Nu må det godt snart give lidt regn.