Louise Juhl

Engang var jeg bange for høns. Jeg havde hørt et sted, at de kunne hypnotisere mennesker og var overbevist om, at jeg ville være et særligt nemt offer. I stedet kastede jeg min kærlighed på heste, læste alt tilgængelig viden om dem og lærte, at de har en kastanje over hvert knæ, og at deres tænder bliver ved at vokse hele livet.
I fjerde klasse fik jeg bøjle på tænderne. Det var ikke hestenes skyld, alligevel valgte jeg at købe en kanin, et meget selvstændigt eksemplar af slagsen. Den døde en decemberdag. Jeg havde lige lavet biksemad, da min mor ringede og gav mig beskeden. Jeg har ikke spist biksemad siden.
Nu har jeg en hund, vi går mange lange ture sammen, mere end fire tusinde kilometer om året. Den har lært mig meget, den hund, at tænke med fødderne, for eksempel. Når den ser sin spejling i et vindue, så gør den og går baglæns. Jeg får samme impuls, når jeg får øje på mig selv i et spejl, sådan har vi så meget tilfælles. Det er cirka essensen af, hvad jeg har lært af mine første femogfyrre år:
Tænk med fødderne. Lær af dyrene.