Louise Juhl

Jeg spiser knækbrød med tahin.
Nogen har malet grafitti på stilladset ved Æggepakkeriet i løbet af sommeren. Det forestiller en øgle eller en meget lang og uhyggelig orm med et meget stort og ildspydende gab. De har skrevet ”hip hop to the bones” ved siden af maleriet. Jeg kan godt blive misundelig over deres sikkerhed, den måde, de udpeger deres identitet på: ”Det er dét, jeg er! Hip hopper to the bones”. Deres mod til at blæse det op på en mur.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville male, hvis jeg havde modet. Hvem jeg ville være, et uddødt kæmpedovendyr måske. Eller et eucalyptustræ, mest fordi jeg holder så meget af ordet eucalyptus. Det gør så godt at sige det, det er svært ikke at blive glad.
Jeg startede ellers dagen med at græde. Det var fordi, jeg hørte en udsendelse med en politiker, hvis mor var død. Det var en lykkelig død, slet ikke sørgelig. Det var derfor jeg græd, fordi jeg er lykkelig, og fordi jeg alligevel skal dø. Nu tænker jeg på at køre til havet. Ikke for vandets skyld, men for at holde op med at græde og for at plukke salturt og strandasters. Jeg så en kok på TV i går, der brugte det i noget mad, det så godt ud. Derfor, jeg vil afsted, fordi jeg har brug for noget godt. Jeg har brug for noget godt, fordi der er også meget lort. Træerne udenfor, for eksempel, der er ved at dø. Vi tror, at verden varer evigt, at vi forsvinder, men at resten består. Men verden er også ved at forsvinde, den vånder sig under varmen, den lider. Hele kloden er ved at dø, ligesom moren til den politiker, jeg hørte tale i radioen i morges er død. Forskellen er, at kloden ikke får lov at dø lykkelig. Det er derfor, jeg græder. Fordi kloden ikke er lykkelig, og fordi træerne er ved at dø.