Louise Juhl

Scene tre af en:
Der er ingen dyr, ingen mennesker heller. – Jo vent, der er et menneske. To. Flere hundrede. De taler, men ikke med hinanden. Nogen har pyntet op, bordbomber, flag, sølvlameller, men ikke til fest. Serpentinerne ligner galjer, som de hænger slapt krøllet fra lampeskærme støbt i bronze.
Folk gør ting med deres hænder: Knytter garn, skriver i vand. Nogle tegner zoner op i deres håndflader med rød og flouroscerende gul. Cyklamenblå. Et barn kalder uden retning, en ældre mand går og peger ud i luften, tæller indad: treogtyve, syvogfyrre, elleve. Forfra og om igen. En ung kvinde med en tom bylt på ryggen følger efter ham, gentager alle tal med ganske lille forsinkelse – en slags væg af hud, der kaster cifrene tilbage. Sådan fortsætter det med flouroscerende hænder, garn, ekko.

Alle venter på, at scenen skal slutte. På at tæppet falder, og det er tid til at bifalde. Stående ovationer:
Bravo!
Mesterligt!
Men scenen slutter ikke, publikum får lov at vente. Timer, dage. år. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, det var en del af stykket.