Louise Juhl

Da jeg var mindre, legede jeg mest med mig selv. Jeg satte fyrfadslys langs rhododendronbedet i haven, indtil min mor forbød mig det. Hun kaldte det en “uhyggelig hobby”. I stedet fandt jeg på at omdele flyveblade skrevet i hånden: “Hvis alle giver hinanden skylden, hvem er så skyldig – alle eller ingen?” Min genbo fandt en seddel i sin postkasse, og selvom der ikke var skrevet afsender på, gættede han straks, at det var mig. Så var også det forbi. I skolen var jeg lærenem. Jeg var særligt dygtig til matematik og til sorg og fandt en fællesnævner i primtallene. De tal, som ingen går op i udover tallene selv: Elleve, syvogtyve. Eller lyden af feber: niogtredive komma tre. Min lærer opmuntrede mig til at opfinde mine egne talrækker, systemer og tabeller. Det lykkedes, i mange år var det nok på den måde at få tingene til at hænge sammen uden at gå op. Men på det seneste er jeg begyndt at skrive sedler igen.