Louise Juhl

Lyset i mine øjne er forsvundet. Foran mig hænger solen, ikke at det har nogen sammenhæng med noget.
Forleden købte jeg nye gardiner. I lang tid har jeg levet med lodrette persienner, men det skærer dagen i nogle helt forkerte skiver. På langs ikke på tværs. Derfor besluttede jeg mig for gardiner af stof i stedet. Tungt tykt stof, der falder hårdt og lodret. Blå velour eller kraftig satin, havde jeg tænkt mig jeg.
Gardinforhandleren frarådede mig de mørke stoffer, han mente, at rummet ville blive overophedet. Jeg forklarede ham, at varme ikke er problemet, problemet er skiveskårede dage, som en kødpølse, farveløs og ildelugtende. den slags dage er et problem.
Jeg endte med at vælge velour, mere forsonende i sit udtryk end blank satin. Hunden accepterede ændringen uden videre. Sådan tilgivende et væsen, så imødekommende.
Måske lægger jeg for meget i dyrets dovenskab, måske er den bare ligeglad.
Med gardinerne – og med mig.