Ensomig #512

by Louise Juhl Dalsgaard

Hvis livet har lært mig én ting, er det, at det ikke nytter noget at sætte sig ned og tude. Så det er det, jeg gør, jeg tuder: Jeg har ondt i mit flækkede håndled og har i nattens løb knækket en kindtand. Min køkkenvask er stoppet, og jeg kan ikke lyne min frakke, og derfor ikke komme ud i solen, der skinner så smukt lige netop udenfor rækkevidde. Så ringer min mor, hun vil høre, hvordan det går? Jeg svarer, at udover at skylde SKAT 3000 kroner, at mit køkken er oversvømmet, min underarm flækket og min kindtand dunker, så går det vel godt? Jeg ved godt, at jeg er urimelig: At min mor er 80 og sidder i Aalborg; at jeg burde være den voksne og ikke belemre hende med min infantile afmagt. Alligevel kan jeg ikke stoppe mig selv, og min mor forsøger sig med at trøste: tilbyder at køre de 120 kilometer for at hjælpe mig til tandlæge og foreslår, at købe hun kan mig et par sko med velcroluk, så jeg i det mindste ikke skal slås med snørebånd (Dét foreslår hun virkelig: velcroluk, jeg elsker min mors pragmatiske indstilling til livet❤️). Jeg afviser det hele: Min mor skal ikke undgælde for min rådne mund og iøvrigt hader jeg velcro, bum! Jeg undskylder straks: undskylder, at jeg er urimelig, at jeg lyder som et barn på fem, at jeg hader velcro. Min mor begynder at grine, siger, at det gør hun egentlig også, hader velcro. – Til gengæld elsker jeg dig, slutter hun og et øjeblik føler jeg mig, trods gæld, tandpine og tilstoppet vask, som den lykkeligste kliché i verden🌸