Louise Juhl

Jeg samler på glaskugler, jeg køber dem i små farvede net i Fætter BR. Jeg har mange kugler, de ligner hinanden og alligevel ikke helt, det er det jeg kan lide: at få øje på forskellene. Det er bedst, når jeg holder dem op mod lyset, så er det tydeligt hvem, der er ens og hvem, der er forskellige.
Jeg henter nettet med glaskugler og viser dem til min far. Jeg tager en håndfuld af kuglerne op af nettet, og lægger dem på bordet.
“Se!” siger jeg.
Min far ser på kuglerne, “de er fine”, siger han, jeg bliver glad, og rækker en håndfuld frem mod ham: “Vil du røre?” spørger jeg.
Min far tager kuglerne, og folder sin hånd omkring dem.
“Haps”, griner han. Jeg griner også.
“HokusPokus,” siger han så, og gemmer hånden bag sin ryg “nu har du ikke helt så mange”.
Jeg løber om bag hans ryg, men så flytter han hånden hen foran brystet: “Hokus Pokus”, gentager han. Jeg gider ikke løbe mere rundt, jeg vil bare gerne have mine kugler.
“Jeg have dem tilbage”, siger jeg og rækker mine hænder frem.
“Hokuspokus Pokushokus,” griner min far og gemmer glaskuglerne bag ryggen.
Jeg er lige ved at græde:” jeg gider ikke at lege mere, giv mig dem.”.
“Har man først sagt A, må man også sige B,ellers er man ikke gammel nok til at lege,” svarer han
Jeg begynder at græde, jeg siger, at jeg vil have mine kugler tilbage, at det ikke er sjovt.
Min far griner: “Du er da vist for lille til at lege” griner han, og rækker mig mine kugler.