Louise Juhl

Min farmor var et menneske af få ord, hun lod hænderne om at tale. Hun havde en maskine til at skrælle sine kartofler og et fryserum nede i byen, hvor hun hver dag hentede kød, bær – og ind imellem også is, hun selv havde lavet. Hun rev rugbrød til drys, og blandede det med perlesukker i forholdet 1:1 – plus er et par rundhåndede skefulde brun farin. Jeg elskede dét drys og hældte gerne så meget over min tykmælk, at jeg endte med at kaste op og det så voldsomt, at Ib, min farmors gravhund, kravlede ind under den marineblå sofa bagerst i stuen, så kun dyrets skræmte øjne var at se. Så kom min farmor ind fra køkkenet, rystede på hovedet, skiftede dugen, mens hun forsøgte at berolige Ibbermand: “Kom bare ud til mor, Ib, jeg tror, pigen har tømt, hvad der ska’ tømmes.” Og jeg kravlede ned fra stolen, stillede mig ved siden og så min farmors effektive hænder, der tog hånd om problemerne, og på hunden, der forsigtigt krøb frem og så på mig med et blik, der sagde alt.

Hver dag klokken tretten sov min farmor til middag under en brun, tyktvævet plaid på den samme sofa, som hunden tidligere havde søgt tilflugt under. Imens læste jeg i De 5, og det endte som regel med, at hunden – i mangel af sin sovende ejer – tog mig til nåde og kravlede op på mit skød.
Min farmor havde en mening om alt og om alle, men ikke én, der ikke kunne ændres til det bedre, hvis pågældende viste sig at sætte pris på hendes mad eller udvise interesse for Ib, der ellers gjorde sit bedste for at holde fremmede på afstand. Hun gik med broche og bar hårnet, for det mindste, man kunne gøre, sagde hun, var
at klæde sig propert. Hun lærte mig at lave huller huller i mit bælte, der altid behøvede lidt ekstra i diameter, som ferien skred frem, og at jævne en sovs med fløde, mens hun vist aldrig helt forstod min begejstring for bøger. Selv foretrak hun at se tv: tennis eller tyske naturprogrammer, som jeg kun udholdt, fordi de blev afbrudt af reklamer for Werthers Echte, Kinderæg, og ,til min store ærgrelse, også ind imellem for rengøringsmidler, der forvandlede hverdagens pligter til en fest. Tornado, hed midlet, og kvindens mundbevægelser var altid rasende dårligt synkroniseret med speaket.

Jeg tror vi en enkelt gang besøgte Knuthenborg dyrepark, men ellers var alle ferierne begrænset til villaen i Villagade, hvor der skete så lidt, at der blev plads til at mærke og huske sig detaljer. De lange orange gardiner, for eksempel, der henlagde stuen i en helt særlig belysning døgnet rundt. 4711-eau-de-colognen på hylden under spejlet i badeværelset. Min farfars tandbørste, der blev stående alle årene efter, at han var død. Plakaten af en atomprøvesprængning på værelset under loftet. Min farmors effektive hænder – og hundens blik, ikke mindst.