Louise Juhl

Tog rutebilen hjem kl 13.36, fordi jeg ikke længere kunne læse, hvad jeg selv skrev, eller måske fordi det simpelthen ikke gav mening. Alt er svært med armen i gips, at bladre i en bog, lyne jakken, at få tasken om på ryggen. I bussen kom jeg til at sidde sad bagved en flok gymnasieelever, fem drenge diskuterede hvornår de skulle mødes, hvorhenne, en sjette spurgte “skal i til fest ?” En krølhåret gut med strikkede håndledsvarmere svarede, lidt forsinket, “måske?,” og jeg måtte tage høretelefoner på, for ikke at snøfte, for selvfølgelig skulle de fem til fest og selvfølgelig skulle den sjette ikke med. Da jeg senere stod af bussen, blev jeg et svimmel, måske fordi jeg, ligesom den sjette dreng, heller ikke skal til fest, måske fordi jeg var sulten. Jeg får ikke spist nok for tiden, jeg ved det godt, genkender mønstret. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, det er bare fordi, det aldrig rigtig passer – med tiden eller stedet eller med mig. Der er altid noget, der lige skal overstås, en sætning, der skal skrives færdig, et regnvejr, der skal dryppe af, men ikke i dag. I dag gik jeg i Normal, fordi jeg trængte til sukker og fordi man ind imellem må holde sin egen fest. Jeg købte en æske Jelly Beans til en tyver og en havregrødsblanding med kokosflager til seks kroner, jeg spiste de sukrede bønner med det samme, de smagte klægt og sødt, men gav kræfter til at gå det sidste stykke hjem. Nu har jeg tændt op i brændeovnen, spist havregrød med kokos og fortalt hunden, at han er et mægtigt fint væsen. Jeg håber, at der er nogen et andet sted, der fortæller drengen fra bussen, den sjette, at det er han også: at han er et mægtigt fint væsen.