Louise Juhl

Det er søndag og tiden er ikke begyndt endnu. Jeg drikker kaffe og svarer for sent på en besked, der har ligget siden i går morges.
På DRs hjemmeside ser jeg en video med seks elefantunger fanget i et mudderhul, våde, tunge og trætte. Med hjælp fra en lokal parkbetjent lykkes det alle seks at komme fri. Akavet og yndefyldt.
Der er ikke andre end mig, der er oppe (måske pånær et avisbud), så jeg behøver ikke at undskylde: Det er ikke elefanterne, jeg græder over, men taget på huset overfor, der hælder lidt for skråt og vandhanen, der bliver ved med at dryppe, selvom jeg har bedt den om at holde op.
Senere læser jeg et digt af Aidt:
“…jeg ønsker mig et lille motiv/ der forandrer sig ganske langsomt/ gengiv det for mig med dine arme / gør det til krop,” men bliver ved med at fejllæse sidste linje:
Gør Det Til Min Krop.
SÅ meget længes jeg ud, så meget væk, at jeg vil være sidste linje i et digt en anden har skrevet. Det står side 277, lige over halvvejs i samlingen. Det er cirka samme sted, som jeg er, hvis jeg lever, til jeg bliver halvfems.