Louise Juhl

Facebook fortæller, at jeg i dag har ni begivenheder sammen med otteogtres venner. Jeg ikke genkender ingen af delene. Der er to opdateringer til min telefon. Den ene vil gøre det nemmere at finde frem til mine minder, den anden tilbyder mig “at navigere mere hensigtsmæssigt.” Jeg opdaterer begge.
Jeg har besluttet at skrive en bog om et menneske, der ikke forstår. En kvinde, der går over stærkt trafikerede veje uden at se sig for og overhører togoverskæringernes alarmklokker. Når en kassemedarbejder beder om betaling for butikkens varer, pakker hun dem uden at se op, går og virker vel næsten smigret, når en butiksdetektiv lidt senere standser hende midt på gaden for med en tung hånd at bede hende “følge med på kontoret?” Hun giver ham et knus, noterer sit telefonnummer i hans håndflade, sender et fingerkys og fortsætter videre.
Jeg ved allerede, at jeg må opgive: Fingrene vil ikke lystre og alt, jeg skriver, stikker af fra mine tanker (jeg tænker, det må skyldes mit håndledsbrud: nogle nerverforbindelser mellem hånd og hjerne, der har taget skade?). Hun ender sikkert med at stjæle en stenfugl fra et gravsted, strege “Elsket og Savnet” ud og erstatte det med ordene:
– 7: for den ret jævne præstation, der ligger lidt under middel.
Selvom det skulle lykkes mig at få hende til at tilføje en pil op, tør jeg ikke fortsætte. Så jeg nøjes med at skrive en dosmersedler: Brun farin, citronsoya og fryseposer. Nederst på sedlen tilføjer jeg et: “HUSK AT BETALE!”