Louise Juhl

Jeg er vågnet før tid og laver øvelser for mit håndled: Bøj og stræk, tryk og drej. Min krop adlyder spejlvendt.
I dag skal jeg med toget mod Herning 10.20, jeg skal undervise på biblioteket, tale om karakterer i teksten. Om at alle fortjener en forsvarer, også de usle, de ækle.
Min nat har været fuld af uro. Kan man tale om fantomssmerter, når det handler om en hånd, der findes, men som kroppen nægter at kendes ved?
I weekenden besøgte jeg Niels i Ry. Èt af hans får havde efterladt et lam koldt og forkomment, det måtte håndtørres og fodres med flaske. Nu kan det stå ved egen hjælp, sutter som en gal, mer’, mer’. Det leger med de andre lam, er blevet en del af flokken.
Måske er der håb også for min fremmede hånd. Måske skal jeg bare stryge den med en fjer, lægge den mod mit ansigt, indtil den selv finder hjem?