Louise Juhl

Jeg læser en andens digte. De er skrevet med skrifttypen avenir next og handler om gardiner og murværk, kæber og riskorn – og lidt om en paraply. 
Det hele er meget forvirrende, digtene er, og de hårdt hældende hustage. Det er svært at holde styr på, som et næsten ingenting: At fange sne med hænderne – så snart det lykkes, findes det ikke mere.

Jeg har ingen grund til at tro, at det nogensinde bliver anderledes – at der bliver flere fnug, færre hustage. 
På den anden side, har jeg heller ingen grund til at tro andet?