Louise Juhl

Han insisterer på at gå sidst ud ad døren, sådan er der så meget, der skal gå op. Puden skal rystes og lægges og rystes igen. Vandet skal løbe den tid, det tager at tælle fra enogtyve og til niogtredive, hver stavelse udtalt med omhu. Han fylder et vandglas, tømmer det i en enkelt slurk, som om det er et spørgsmål om tid.
En sjælden gang omgås hun reglerne, mangel på omtanke eller knaphed på tid, hun vander blomster i den forkerte rækkefølge. I det samme ændrer hans øjne farve fra gennemsigtigt blå til massivt grå, og han må begynde forfra. Ryste puden, tømme glasset. Vande. Først sukkulenten i entreen, så stuebirken og videre, indtil han igen kan se ud af øjnene.
De har lært at indrette sig, stille uret, så det hele kan nås, før de skal hjemmefra. Låsen på døren er kodet: postnummeret i Thisted plus samme tals tværsum: syv syv nul nul fem. Han har tallene tatoveret fra hælen og op til lægmusklen.
Hvert år ønsker han sig det samme til sin fødselsdag: Et opslagsværk om oldtidens militærdragter og en æbleskivepande – og får det, han bryder sig alligevel ikke om overraskelser.
Samme dag som de skifter kaffeautomaten i kantinen på hans arbejdsplads, sprænger han akillessenen. På hospitalet bliver han lagt i narkose, de må operere, åbne benet på tværs af tatoveringen, sy sammen igen. Arret skærer lige igennem to syvtaller.
Måske er han faldet på trappen, forklarer en kollega, måske er han trådt forkert, det er uklart, og kun hun har fantasi til at forestille sig, at der ikke er tale om et uheld.