Louise Juhl

Morgenen mærkes – selv fra under dynen.
Hunden skraber mod døren, og jeg står op. Jeg åbner døren ud mod grunden og følger efter dyret ud. Mosset knitrer køligt mellem mine tæer, jeg er ikke andet end hud og trusser. Hunden letter ben op ad en skovfyr, det varme pis sender skyer af damp ud i luften.
Et øjeblik er tiden bare dét:
Nøgen hud og nødtørft.
Det føles helt urimeligt og bedre end længe.