Ensomig #551
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er tyk af træthed. Det har ikke noget navn at have det sådan, det er bare en følelse, jeg ved det. På de gode dage kommer jeg den slags i møde, følelserne altså. Terper blomsternavne: Hønsetarm, løjtnantshjerte. Glycyrrhiza glabra, lakrids. Nogle blomster vokser bedst i sandet jord. Forleden hørte jeg en naturvejleder fortælle om elritser. – En farverig fisk, forklarede han, – og vigtig, muslinger lægger æg i dens gæller, og når de klækkes, renser de vandet. På den måde læger fisken naturens sår. Han sagde det med en entusiasme, så jeg blev helt misundelig på fisken. Tænk at være en elritse, farverig og healende. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Det er onsdag i dag, og jeg klør hunden bag øret. Hvis der stadig er kræfter tilovers efter det, vil jeg skrælle to gulerødder og skrive til min mor, at hun gør det bedre end godt.