Louise Juhl

Klokken 7 gik jeg tur ved søen. Morgenen lod vente på sig, tøvede.
Et andet sted, i Aalborg, sidder min far, der fra i dag kan kalde sig 82-årig. Jeg ved ikke, om det er den samme morgen, der findes hos ham, den samme tøvende tåge som hos mig. Uanset hvad så håber jeg, han får en dag fuld af gæster, lagkage og hurra-råb, lige sådan som han kan lide det. Min mor har købt ham en sweater i gave, det fortalte hun i telefonen forleden.
– Uden syninger i nakken, som han jo tåler så dårligt, forklarede hun.
Jeg vidste ikke det med nakken, med syningerne. Min far siger, at hans intolerance mod nakkesyninger skyldes de moderne nylontråde. De mangler finesse, er for grove. Sweateren, han får, har rund hals og tern i rustrød og nåltetræs-grøn. Den ligner alle de andre sweatre, han har, de klæder ham. Hver og een.
Jeg har kendt min far hele mit liv – 45 år. Faktisk har jeg aldrig kendt mig selv uden ham. Af samme grund synes det mærkeligt, at han har haft 37 år, før jeg kom til. I går besøgte jeg ham, og han fortalte om Vamdrup mejeri, som hans far bestyrede. Han fortalte om lydene, duftene, klinkerne på gulvet. Min fars værelse lå oven over en stor varmtvandstank, der slog til, hver morgen klokken 4. Først en lav brummen, så en mere potent, dyb gurglen. Senere kom også rystelser til, min fars seng klaprede mod gulvet, det er i hvert fald sådan, han husker det.
Selv i dag, forklarede han, vågner han hver nat klokken 4. Lytter efter en brummen. Fornemmer en rystelse. Han siger, at det de første år efter, at han var flyttet hjemmefra, var et stort irritationsmoment med denne kropslige erindring, at han nogle gange forbandede mejeriet og maskinerne og det, han kom af.
I dag er det et savn, han mærker. Det fortalte han og pudsede næsen i et stykke køkkenrulle. Det er vildt, hvad vi mennesker rummer. Hvad min fars 82 år gemmer på. At han er så meget mere end min far. Jeg vil så gerne lære ham bedre at kende.