Louise Juhl

I går var en mærkelig dag. Jeg skrev noget vigtigt men fortrød. Rensede så i stedet min køkkenvask med en overskåret citron. Det meste jeg gør, gør jeg for at undgå at gøre noget andet.
Senere var jeg ved øjenlæge. 
Min aftale lød på kl. 14.45, men som det autoritetstro menneske, jeg er, møder jeg op i god tid. Klokken 14.35 tager jeg plads i venteværelset. Der sidder i forvejen en ung mand, trippende med begge ben, op og ned, op og ned. Længere henne sidder en mor med sin søn, han er omtrent 5 år, kort, gyldent hår. Han bærer briller, stærke. Hans i forvejen kuglerunde, charmerende øjne, synes endnu mere kuglede og charmerende gennem brillens tykke glas. Drengen sidder på en lille stol ved et ligeså lille bord, han tegner. Jeg kan se fem lodrette streger på papiret, sorte. 
– Er det en regnskov, spørger hans mor og peger på stregerne. Drengen vender sig halvt om på stolen, hans tunge er tæt fæstnet til den ene mundvig, koncentreret.
– Nemlig, jubler han. Tegner så et grønt kryds ovenover de fem lodrette streger.
– Det må da vist være en tukan? smiler moren og læner sig frem mod bordet.
– En tukan, gentager drengen og nikker, tegner så en stor cirkel midt imellem de lodrette streger, fylder den ud med rød.
– Dét det, det er helt sikkert numsen på en kæææææmpe bavian, hvisker moren til drengen, der læner hovedet bagover, griner med åben mund:
– Jaaaaaaa.
Så kommer øjenlægen, siger drengens navn:
– Eskil 
Eskil rejser sig, strækker ben
– Det er mig, råber han og gør honnør.
De går alle tre ind i konsultationsrummet, fem minutter efter kommer mor og søn ud, nu mere afdæmpede. Eskil har fået lov at vælge en gave, kan jeg se, en nøglering med et skelet i gennemsigtigt gummi. Han holder det op foran brillerne, kniber øjnene sammen.
–  Hvad siger man så? spørger hans mor. 
– Tak, svarer drengen, men da har lægen forlængst lukket døren bag dem.
–
Der går ti minutter, og jeg begynder at undre mig over, at der ikke bliver kaldt flere patienter ind. Den i forvejen utålmodige mand har nu rejst sig og går frem og tilbage. Fra vinduet og hen til bordet. Løfter en gratisavis, lægger den tilbage uden at bladre. Retur til vinduet. Sukker.
Lægen kommer ud igen, nu er det mit navn, der bliver råbt op. 
Jeg mærker et aggressivt blik fra vinduet, men forsøger at ignorer både det og det hørlige suk. Rejser mig og rækker en hånd frem mod lægen i døren.
– Louise, smiler jeg. 
Lægen tager min hånd, giver den et tryk uden at se på mig:
– Birgitte, mumler hun. 
Jeg gætter på, at det hendes navn.
Hun peger på en stol midt i rummet, tung og klodset. Den minder om en elektrisk stol, jeg så i en film midt i firserne. Filmen handlede om en dødsdømt, mere præcist om forsøget på at slå ham ihjel. De lagde ud med at sende 1000 V gennem manden. Det lykkedes ikke. Så skruede de op på 2000 V. Det “hjalp.” Jeg husker, at en voice-over fortalte, at det var afgørende at bruge vekselstrøm, aldrig jævnstrøm, når man skulle slå folk ihjel med strøm. Jeg husker ikke hvorfor.
Birgitte, lægen, beder mig lægge hagen på en plade og presse panden ind imod en anden plade. Hun skubber et apparat ind foran mit ansigt, mine øjne er nu placeret foran to linser. Jeg ser ind linserne, lægen sidder på den anden side. Hun ser på mine øjne i apparatet. Vi kan ikke se hinanden.
– Du skulle jo også have været her sidste år. Og forrige år, siger hun fra den anden side, mens hun noterer nogle tal i et fortrykt skema.
Jeg begynder straks at undskylde, ja jeg ved det også godt, det ene med det andet, det er for dårligt.
– Ja, jeg kan jo være ligeglad, det er for din egen skyld, svarer hun kort.
Jeg fortsætter, nu endnu mere skyldbetynget: jeg burde virkelig også være bedre til at holde styr på den slags, fra nu af…
– Men dine øjne fejler heldigvis ikke noget, siger hun og fjerner apparatet. Vi kan nu se hinanden. Til min store overraskelse smiler hun bredt:
– Alt er i sin skønneste orden.
Jeg rejser mig lettet, føler mig benådet. Lægen drejer sig mod sin skærm, begynder at gemme billederne af mine øjne. Iris, pupiller, blodsprængninger. Sjælens spejl.
– Jamen så tak, forsøger jeg og rækker hånden frem. Lægen nikker: 
– så lidt.
På vejen ud ser jeg drengens tegning på bordet i venteværelset. Den utålmodige mand bliver endelig kaldt ind, og der er ikke andre end mig i rummet. Jeg skynder mig at folde tegningen sammen og putte den i lommen. 
Røven af en abe, sådan en ved man aldrig, om man får brug for.