Louise Juhl

Pia k skælder ud på klimaet og paven sammenligner abort med lejemord. Jeg ved ikke, hvad der er værst, så i stedet slukker jeg for computeren og pakker en taske til dagen: En norsk roman om en mand, der er faret vild i sig selv, og en bøtte med resterne af maden fra i går. Ris, edamame bønner, feta.
Kl. 9.00 har jeg en aftale på Horsens sygehus, lægen hedder Lene, hun har page og bærer briller. Hun griber med begge hænder om mine:
– Lene, velkommen, hilser hun, lige lovlig hjerteligt.
Hun lukker døren ind til konsultationsrummet, trækker persiennerne ned.
-Er det så alvorligt? spørger jeg forskrækket, men Lene beroliger:
–Du er tæt på normalen, forklarer hun og peger på to søjler på skærmen, en lyseblå og en mørkeblå. Jeg ligger midt i det mørkeblå område.
–Nedre normalområde, forklarer hun og peger, og jeg forsøger at joke lidt, siger noget i retning af, at jeg altid har været lidt sen i optrækket, sakket bagud
– Story of my life, smågriner jeg, men Lene synes vist ikke det er sjovt, hun giver mig en ny tid og ruller persiennerne op.
Hjemme igen beslutter jeg at færdiggøre en tale til min mor. Hun fylder 80 lige om lidt og fejrer det med en fest pinsesøndag. Jeg tænker at begynde ved begyndelsen, men ved ikke ikke helt, hvor det er. Er det ved gærdejen og cykeltaskerne – eller ved de mange citater, som hun gemmer i sin pung. Ghandi, Tranströmer og et citat af Susse Wold; vist nok noget, hun engang har sagt til Gorm og Gregers i Lørdagskanalen. Eller måske var det i en erindringsbog, det husker jeg ikke helt, men min mor skal nok rette mig, hvis jeg siger noget forkert.
Jeg har arvet hendes tånegle. Og rynken mellem brynene, bekymringsrynken. Den er blevet tydeligere med alderen hos os begge. Min mor siger, at den skal masseres hver dag, med højre hånds pege og langefinger. Så vil den blive blødere. Ikke mindre, men blødere. Langsomme og omhyggelige bevægelser, cirkelrunde, viser hun mig med fingrene og siger:
– Mod uret, altid mod uret.
Når jeg spørger hvorfor, svarer hun, “at det er for at narre fjenden.” Den slags er så typisk for min mor – den slags svar. Fuldkommen uforståelige men også de eneste mulige. Sådan er det egentlig også med mødre, sådan er det i hvert fald med min.