Ensomig #560b

by Louise Juhl Dalsgaard

(omkvæd)

Kan man skrive en sang om fortrudte tatoveringer. Eller om datoer, der leder vild; en kronologi, der viser sig – med tiden – ikke at holde.
Eller om et navn, Benji for eksempel?
Jeg har nemlig døbt en kat. Benji, hedder han. Jeg har købt en bakke til ham. Og et kradsetræ. Jeg har også fundet en lille mus, han har slået ihjel, og begravet musen i haven under en tung sten, hvor der står MUS med store bogstaver i farvet kridt på.
Problemet er, at jeg aldrig fik købt katten. Benji, altså. Kun døbt ham. Og nu synes jeg , at jeg er nødt til at skrive en sang om Benji, for så findes han på en måde, om ikke andet så i en sang.
Det vil også forklare, hvorfor musen er død og har fået sin egen sten i haven. Ellers bliver det for mærkeligt. Det med musen og stenen. Det med kradsetræet og navnet. Benji.
Det handler den her sang om.
Lalalalalala