Louise Juhl

I min have står der en mur, en kalket mur, den grænser op til naboens have. Engang var muren hvid, nu skaller malingen, og der er store brune og teglrøde afsløringer af murværket overalt. I starten lignede de blotlagte områder bar hud, små rifter. Sidenhen sår. Et plaster og så ville det være skjult. Nu er der det blotlagte så udbredt, at det kræver behandling.
Da jeg var lille lavede min mor øvelser for ansigtet. Hver morgen og hver aften foran spejlet over håndvasken på badeværelset. Først spilede hun øjnene heeelt op, så lukkede hun dem fast i, kneb brynene sammen. Ti gange. Op og i. Bagefter masserede hun kinderne, først frem og tilbage over kindbenene, så i cirkler, pege-og langefinger, rundt og rundt. Ti gange med uret, ti gange mod. Til slut var det mundens tur. Op og i og til siden, Smiiiil. Bagefter krympede hun læberne tæt sammen. Hønserøv, kaldte min bror det, men det udtryk huede ikke min mor. Hun foretrak “sammentrukket.” 
– Hønserøv, gentog min bror og min mor kunne ikke lade være at smile og så var øvelsen forgæves. Det gjorde vist ikke noget.
Hun forklarede os, at øvelserne skulle hjælpe hende med at bevare ansigtets elasticitet, spændstigheden i den sarte hud omkring øjne og mund. Holde kinderne på plads, ellers risikerede de, ligesom brysterne, at blive lange og tunge. Hun nævnte aldrig ordet rynker, kun navnene på de mange cremer på hylden afslørede, at det var det, det handlede om:
Anti-wrinkle-care. Serum Végétale.
(På et tidspunkt gik hun over til at bruge apotekets fugtighedscremer, effekten var den samme, mente hun, udgiften til gengæld væsentligt mindre. Men det var først da hun fyldte 70. Indtil da bekæmpede hun stædigt tallene på sin dåbsattest med cremer fra Clinique og Lancome.)
I dag fylder hun 80 år, min. Engang, dengang hun fyldte 5, 20, 50 markerede hver ny alder et fremskridt, en ny kunnen, nye muligheder. Hun talte op. Nu tæller hun ned. Til det, ingen taler om, og som ingen ønsker at nævne. Det, der ikke findes. Det.
Men man kan høre det, siger hun, på måden folk taler til hende. De taler ikke mere om, hvad der skal ske, men hvad der er sket. Livet er umærkeligt blevet til noget, der ligger bagud i tid. Det forude, det taler vi ikke om.
Muren har opgivet sine ansigtsøvelser. Den forfalder stille og roligt, hver uge er der et nyt område, der fremstår uden maske. Afskallet, rå. Den kan stå sådan mange år endnu, men på et tidspunkt bliver vi nok nødt til at kalke den op, ellers begynder den at smuldre.
– Det er ikke sjovt at tælle ned, sagde min mor imorges, da jeg ringede for at ønske hende tillykke med de 80 år. Og uanset at jeg forsøgte mig med humor og med at tale om det dejlige vejr, så hørte jeg, hvad hun sagde.
Jeg synes nu, at den mur er smukkere end nogensinde.