Louise Juhl

For to år siden døde K’s storesøster E.
K og jeg er i familie med hinanden, lidt ad omveje, alligevel føler jeg mig meget knyttet til hende af alle mulige grunde, der er sagen uvedkommende.
K’s søster var ikke “kun” en søster. Hun havde i mange år fungeret som hendes mor, efter at deres egen mor døde, alt for tidligt, længe før K blev voksen. E havde som det naturligste i verden overtaget rollen som omsorgsperson, vejleder, opbakker, peptalker og hvad der ellers hører sig til. Nu var E død, og K var naturligvis meget berørt af situationen. Heldigvis havde hun en yngre søster at tale om det med, en at dele tanker og tab med, og det gjorde de dagligt. Så talte de om hvor stærk og sej, deres afdøde søster havde været:
Hun gik i bare fødder året rundt og boede i en campingvogn så tæt på Vesterhavet, at de havde navngivet vognen: “Første Revle.” Her boede hun fra 1. marts til midt i november, kun i vintermånederne flyttede hun til murstenhuset i Esbjerg. Ikke så meget for at finde læ, som for at stege medister, sylte rødkål og sikre sprøde svær på flæskestegen til hele familien. Det forlangte et ordentligt komfur, og sådan et var der ikke i “Første Revle,” derfor.
E blev kaldt for “Große Alte.” Hun var indbegrebet af styrke og robusthed – og også en smule enerådig i al sin kærlige regeren. Nu regerede hun ikke længere, og savnet hos begge søstre var blødende. De rykkede tættere, ringede sammen flere gange dagligt, talte om alt muligt, havehold, opskrifter, men for det meste talte de om E. Der var nok at tale om, og i samtalerne blev hun lyslevende.
Mindre end et år efter Es død, dør Ks yngre søster. Det sker ret pludseligt, sådan som døden har det med at ske, uanset hvor ventet den er.
En mandag ringer telefonen hos mig, det er K. Jeg er nærmest flov ved at indrømme det, men jeg lige ved ikke tage telefonen, da jeg ser hendes navn på skærmen. Hvad siger man? “Jeg kondolerer”, måske, men det lyder lidt kantet – formelt? Hvad, hvis hun begynder at græde?Jeg ender alligevel med tage den.
– Hej, det er Louise.
K undskylder, det er jo ikke fordi der er noget særligt:
– Jeg vidste bare ikke, hvem jeg ellers skulle ringe til. Måske skal jeg sige, at K er 81. I alle 81 år har hun ringet til Große Alte, hver gang noget har været svært eller er gået hende imod. Efter Es død, talte hun med sin yngre søster, men nu er der hverken den ene eller anden tilbage. Faktisk er alle søskende – de har været ni fra starten – døde.
–Jeg er både sidste mus og sidste mand i båden, siger hun.
Jeg er lige ved at sige at nej, det er du ikke, og jeg er her også, og blablablabla, men K er for klog til at overhøre en løgn, så jeg lader være at sige noget. Faktisk ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, jeg er jo ingen Große Alte, næsten så langt fra som man komme. Jeg er hverken gammel eller sej eller robust eller god til medister.
Jeg har ikke nogen krølle på den her historie. Andet end at K og jeg er begyndt at ringe sammen, altid mandag. Det er ikke noget, vi har aftalt, og det er lige så ofte mig, der ringer, som omvendt. Hun savner stadig sine søskende, og jeg kan stadig ikke stege en god medister, alligevel vil jeg ikke undvære de samtaler for noget. Mandage er mandage – og så alligevel ikke længere, heldigvis.