Louise Juhl

I går kørte jeg hele vejen til havnen i Hou for at købe Samsø kartofler, lige leveret med færgen. Hjemme igen kogte jeg dem, som jeg foretrækker det: ni minutter, derefter hælder jeg vandet fra, lader dem trække under låg yderligere tre, til de akkurat ikke længere er rå. Jeg skar dem i en halv centimeter tykke skiver, lagde dem på et stykke rugbrød, pyntede med rigelig hytteost, flagesalt og gik så ud i haven for at klippe et drys purløg – kronen på værket. Hunden kom mig dog i forkøbet, den piskede forbi mig, løftede venstre bagben og sendte en præcis stråle varm urin ud over planten. Et kort øjeblik overvejede jeg at gøre noget, handle, råbe nej eller rive planten op med rod vel vidende, at det hverken ville redde purløg eller situationen. Istedet satte jeg mig i græsset og mærkede fugten, der langsomt trængte gennem buksestoffet helt ind til huden på mine baller.
Hunden satte sig ved siden af, jeg kløede den bag øret. Mumlede “Pishund.” Et øjeblik føltes det hele sært ok, fugten, hunden, den mislykkede kroning, og jeg måtte huske mig selv på, at det som regel betaler sig ikke tage livet alt for personligt.