Louise Juhl

Jeg tænkte, jeg ville skrive noget fint og varmt og virkeligt, noget om stikbold og fugten i luften lige før torden. Eller om den særligt gule, der er æggeblommens, som det aldrig lykkedes mig at ramme på væggen i stuen i den lille lejlighed på Sohngårdsholmsvej, hvor jeg boede tilbage i halvfemserne. Det blev nu kun til syv måneder, før jeg blevet grebet af angst for ingenting, som er den værste form for angst, der findes. I stedet flyttede jeg tre kilometer mod syd, og malede væggene røntgenhvide. Samme farve som gardinerne på det hospital, hvor min veninde, Liv, var indlagt med en livstruende kirtelsygdom, der forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet: Denne ene dag, var hun tæt på at dø, den næste dag ringede hun og spurgte, om hun måtte låne min mascara? Vi talte aldrig om det, om de hævede kirtler, åndenøden, intuberingen, måske er det derfor, jeg har så svært ved at glemme det. Nu har jeg besluttet at male endevæggen i mit køkken “kølig kobber,” et sted mellem falmet guld og jordbrun, en farve, der ikke giver mig mindelser om noget som helst. Netop derfor. Men i dag skal der ikke males, i dag skal der festes i Vogn 1 på Godsbanen, det er klokken 15.00, der vil være vin og vand og goddamned guddommelig musik ved Upopulær Mekanik. Alle ved, at det vigtigste ved en fest er gæsterne, så kom ?❤️