Louise Juhl

I går hørte jeg en udsendelse, den handlede om en flyvestation i Nagorno-karabakh. Vel at mærke en flyvestation uden fly og uden passagerer, men ikke desto mindre fuld bemandet – sikkerheds- og rengøringspersonel, informationsmedarbejdere og rullende transportbånd. En beboet kulisse, en medalje om ingens hals. Meget underligt indslag – men langtfra uinteressant. 
Udsendelsen handlede også om frømænd. Eller mere præcist om uddannelsen af dem. 8 måneder under konstant og massiv stress, nedværdigende tale, fysisk og psykisk overlast. 
En psykolog havde foretaget et studie af forløbet, iagttaget og beskrevet metoder og resultater. Muligvis også konkluderet, der fremgik ikke tydeligt. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at menneskers grundlæggende psykologiske profil ikke ændres efter det 29. leveår. Kun alvorlige hovedtraumer eller massiv psykoterapi kan herefter (for alvor) forandre et menneskes psykologiske grundadfærd. 
Men for disse frømænd – for der er vist indtil nu udelukkende tale om mænd – viste de alle efter uddannelsen målbare ændringer i ikke mindre end 3 ud af 5 psykologiske grundparametre. For eksempel var de blevet væsentligt bedre til at ”overhøre” emotionelle tilskyndelser til fordel for rationelle slutninger. Uanset, hvad disse soldaters hjerte bød dem at gøre, lod de ikke deres handlinger styre af deres følelser men af strategisk tænkning. 
Ligeledes blev de langt bedre til at ”modstå” ros. I løbet af de 8 måneder, uddannelsen varede, blev de hverken rost eller anerkendt for deres ofte heltemodige og imponerende indsatser. Helt bevidst: Tanken er, at soldaterne efter endt forløb skal kunne navigere efter en indre overbevisning fremfor på baggrund af udefrakommendes komplimenter eller anerkendelse, Det både, fordi de under kamp ofte handler på egen hånd og derfor kun har selvmotivation som pejlemærke, og fordi en stærk og veletableret indre motivation og selvledelse vil ruste dem til at modstå forsøg på manipulation/hjernevask ved en tilfangetagelse. 
Psykologen blev herefter spurgt, om ikke det var uetisk at bruge stress, manglende ros, hån og bevidst fysisk og psykisk udmattelse som redskaber i uddannelse af mennesker. Psykologens svar faldt prompte: 
–Alternativet er værre. 
At sende disse afsted uden en sådan erfaring med massiv og langvarig stress, dét ville være uetisk, mente hun, – at sende dem uforberedte i krig ville langt overstige 8 måneders overvåget mild tortur.
– Uddannelsen simulerer en virkelighed, men det er ikke virkelighed. Ingen dør, ingen kommer til skade, forklarede hun. De hærdes, så de kan modstå krigens brutalitet.
Jeg var alene i bilen, da jeg hørte udsendelsen, og kunne altså ikke diskutere mine mange indtryk med nogen. Derfor her: 
Er det virkelig ok at hærde mennesker på den måde? Med hån og stress og udeladelse af ros? Er det ok at ”robotisere” (jeg undlader bevidst at bruge ordet manipulere) individer ved hjælp af torturlignende metoder, hvis bare målet er helligt nok? Et mål, der må være at træne korpset, så det kan forsvare Danmark og vores allierede bedst muligt i en krigssituation? 
Jeg har ikke noget svar, ærligt. Jeg forstår til fulde logikken bag både uddannelse og læringsform. Jeg vil også være den enkelte frømand taknemlig, hvis bare ét terrorangreb undgås, ét barn skånes. Mit spørgsmål er altså ikke en kritik af frømændene, deres valg, deres indsats. Muligvis heller ikke af Forsvaret, der står bag uddannelsen? Jeg ved det ikke. Måske er det i virkeligheden krigens brutalitet, jeg opponerer imod: At der findes en rå og inhuman virkelighed, der nødvendiggør (hvis den gør det?), at mennesker må uddannes til at udholde og modstå den. Også selvom det kræver uetiske midler at opnå det mål? 
Er det ok ?