Louise Juhl

Jeg vågner og tænker: Hvis. Det er ikke et spørgsmål. Slår et sjal om min nøgne krop og går nedenunder, åbner lågen til køleskabet. Skærer to tykke skiver ost med en virkelig sløv kniv. Lugten af for meget (for meget ost, for meget nydelse) er lige tilpas. Jeg overvejer at supplere skiverne med et stykke knækbrød, men ender med at spise dem direkte fra brættet – on the rocks. Min mor ville have protesteret; hun ville have talt om balance og lødig kost med en mild fordømmelse, der ville nærme sig det omsorgsfulde. Jeg ved ikke, hvordan I andre griber dagene an, om I overvejer for og imod. Selv er jeg holdt op. De fleste dage går med at rejse en stokrose, der er faldet i løbet af natten, eller at finde en sok, der med fordel kunne være forblevet forsvundet.
I går fik jeg øje på en valmue på en mark og kunne med det samme høre min biologilærer tordne: “Nok se, ikke røre!” Han hed Nils uden E og lærte os, at hvis man forsøgte at holde skønheden fast, forsvandt den. Jeg protesterede, men Nils fastholdt sit, plukkede en valmue og rakte mig den. Øjeblikket efter var alle blomstens blade faldet af, og jeg stod tilbage med stilken – mumlede vist nok “tak,” uden at vide for hvad.