Louise Juhl

Hun ved godt, at det ikke er sundt, faktisk direkte skadeligt. Det er ikke kun hendes eget helbred, hun sætter på spil, men også alle andres. Hun kan høre dem sige det, at det er topmålet af ignorance, stupiditet, at hun leger med ilden. Som regel efterfulgt af en forsonende latter, når de peger på tændstikæsken:
– leger med ilden, ja du forstår?
Det opfordrende smil , humoren som en håndsrækning.
Men hun tager ikke imod, smiler ikke tilbage. Hun vil skide på det sunde, det uskadelige. Hun kalder sig frihedskæmper. Alligevel er der en snert af noget, hun ikke ved, hvad er, hver gang hun tænder en cigaret. Ikke skam, snarere en ufrivillig appel. Som når et barn slår sig selv i hovedet med en skovl i tiltro til, at en voksen vil gribe ind. Tage skovlen ud af hånden, den kærlige irettesættelse:
–Du kommer galt afsted!
En omsorg hun ikke under sig selv.
Men der er ikke nogen til at stoppe hende. Hun har kun hunden, der synes mere optaget af lette ben, lugte til sit eget pis, end af at bemærke hendes gøren og laden.Der er ting, hun hver dag skal igennem. Fisk, der skal fodres, en busk beskæres. Måltiderne, som regel en rest kogte ris med optøede ærter, en mistænkeligt rød pølse skåret i tern og lunet på panden. En sjælden gang imellem en klat smør til at binde retten sammen. Hun spiser stående, fornemmelsen af at have travlt, at nogen eller noget venter på hende. At hun ikke har al tid i verden. Eftermiddagene går med at sortere i udklip. Hun kalder det research. Artikler om vin-avl, insekternes vrede, sorte huller. Affaldssortering og pigeliv. Hun får det hele til at hænge sammen: Menstruationscyklus og biodynamiske komposteringsprincipper, insekter og alkohol. De sorte huller kan rumme alt resten. Fyrre smøger når hun på en dag, jævnt fordelt. Ikke en eneste har været forgæves, hun er i krig og nægter at give op.
Fred er ikke en mulighed, hvad skulle hun stille op med den?