Louise Juhl

I går kørte jeg op til min mor, fordi jeg trængte. Vejret var mildt, vi gik en lang tur – til Gug skole, hvor jeg tilbragte mine firsere med at terpe en geografi, der forlængst er forældet, og på at være ulykkelig forelsket i Kasper. Kasper kom fra Visse, han havde langt lyst nakkehår og spillede med nummer 9 på ryggen i Gug Boldklub. Hver torsdag klokken fem tog jeg opstilling ved sidelinjen og tog fotos, hver gang han berørte bolden. Jeg bad også til Gud: Om ikke han ville lade Kasper få øje på mig? men kom så i tvivl, om det mon var unfair konkurrence at tage Gud i brug til den slags sager? Jeg husker ikke, hvad jeg nåede frem til, Gud valgte i hvert fald at prioritere andre sager højere end min, det lykkedes mig aldrig at blive kærester med Kasper.
Da vi kom hjem fra gåturen, diskuterede min mor og jeg, om man egentlig må bruge køkkenrulle i stedet for servietter, når man har gæster. Jeg mente ja, min mor nej. Vi blev ikke enige. Da jeg senere rejste mig for at køre hjem, rakte hun mig to hundrede kroner – til en flaske rosévin. Hun havde læst i avisen, at rosé skulle blive sommerens helt store hit, og men te ikke, at hendes datter skulle gå glip af dét. Jeg forsøgte at protestere, argumenterede for, at det er gæsten og ikke værten, der giver gaver. Men min mor holdt fast: Høflighedsetiketter omfatter ikke den nærmeste familie, insisterede hun og puttede så to hundredekronesedler i en kuvert, tegnede et hjerte og skrev “Til mit sommerhit” udenpå?