Louise Juhl

Jeg vågner og giver mig til at oversætte fingerbøl og finder ud af, at det hedder kaus på svensk, men autocorrect bliver ved med at rette til kaos, og jeg tænker, at det nok er et tegn, og selvom jeg ikke ved, hvad det er et tegn på, bliver jeg urolig. Klokken 10.15 har jeg en tid ved lægen, der sikkert vil fortælle mig, at jeg er kernsund og rask, og jeg vil føle mig lige dele lettet og flov over at forstyrre og spørge Dorte, der er sommerferievikar, hvordan det så kan være, at jeg er så træt så træt. Jeg vil forklare Dorte, at jeg har svært ved at overskue noget så simpelt som at handle ind, alle de valg, torskerogn i skiver, bøgerøget hamburgerryg, gulerødder med eller uden top. Jeg vil fortælle om forleden, at jeg gik tur med hunden, gik og gik og først først alt for sent kom i tanke, at jeg jo skulle hele vejen tilbage igen og måtte sætte mig på knæ og råbe virkelig grimme ord, og at hunden måtte trøste. Jeg vil forlange, at hun gør noget, at jeg er blevet for gammel til den slags alt for sene erkendelser, at der må findes en kur, en medicin mod halvvejs fortrydelser, og lægen vil smile og svare, at de er en del af den pakke, der hedder livet, og at der heldigvis ikke findes en medicin der kan kurere den slags, og slutte af med at spørge, om jeg mon stadig har min menstruation? Senere vil jeg gå på AROS og se “Art is porn” og “Tomorrow Is the question” og drikke alt for dyr te i museumscafeen og huske mig selv på, at jeg er sund og rask, og at trætheden er en naturlig del af pakken og love mig selv at vente med at råbe grimme ord, til jeg er hjemme igen, hvor hunden kan trøste.