Louise Juhl

Jeg tror, det var dét, jeg faldt for. At han ville være en god far for mine børn. Vores. Dét og så de brune fløjlsbukser, skoene i italiensk læder. Det rolige blik, der fortalte, at vi havde al tid i verden.
Han bød mig på øl, de spillede Anthony and the Johnsons, jeg var klædt i grøn. Armygrønne bukser, forårsgrøn skjorte, en kæde med vedhæng, turkis.
Der gik et år, måske endda mere, før jeg spurgte. Om han nogensinde havde overvejet at få børn?
Til min store skuffelse svarede han, at tanken da havde strejfet ham, ikke mere. Omstændighederne havde aldrig rigtig været til det. Studier, en skilsmisse, opstart af firma. Jo, han ville gerne sætte aftryk i verden, gøre en forskel, men der var jo andre måder at gøre den slags på.
– Faktisk, mente han, – fik alt for mange børn af alle de forkerte grunde.
Tre måneder senere flyttede vi fra hinanden. Alt for mange følelser på alt for lidt plads. Jeg tog tilbage i min lejlighed, krøllede mig sammen på en sovesofa og tændte for MTV. I halvanden uge lå jeg uden at slukke for fjernsynet, fandt til sidst en blyant, skrev, at det sikkert var den rigtige beslutning at gå fra hinanden – bare ikke for os.
– Folk gør alle de rigtige ting men af alle de forkerte grunde, skrev jeg, og det her var forkert.
Så gik jeg ud og kastede op: ostepops, hytteost og ovnkartofler. Børstede tænder, fandt en postkasse at smide brevet i, og gik tilbage til min sovesofa. På MTV viste de en video med Bronski Beat, Smalltown boy. Den aften spiste jeg de dybfrosne kartoffelstave direkte fra posen, orkede ikke at tænde ovnen.
Fire dage efter fik jeg en besked på min telefon:
– Står der, hvad jeg tror, der står?
Jeg svarede ja.
Vi opsagde min lejlighed. Der var ingen grund til at risikere flere frosne kartoffelstave, grinede han. Desuden kunne vi spare husleje og dermed med tiden få råd til noget større. Mere plads, færre følelser.
Min brors førstefødte blev født tre uger efter. Det var over termin, fostervandet havde skiftet farve til grøn, og fødslen måtte sættes i gang. Da den lille pige kom ud, var hun rynket som en olding. Min svigerinde spurgte, om jeg ville holde hende, i guder nej! udbrød jeg.
Barnet kunne jo tage skade, gå i stykker, blive smittet. Alle de følelser. Senere tænkte jeg: Er det forsvarligt at give plads til et andet menneske, hvis man ikke kan være i sig selv?
Alle de følelser.
Så kom indsprøjtningerne, den skemalagt intimitet, følelsen af at bebo en andens krop. Hævede ben, udslæt, kold stål: “vi ser helst, at der afregnes fra gang til gang.” Kinesiske urter, akupunktur, visualiseringsteknik. Hospitalshenvisning, nedslående prognoser, 8% – i bedste fald.
Nu læser jeg kun om navnene, deres betydning: Barbara, Johanne, Jakob. Eller skriver. Om Barbaras krop. Jakobs stemme. Om alle følelserne.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med dét.