Louise Juhl

Barbara har buttede ben, der falder i bløde etager.
Hun ligger på ryggen på tæppet, stikker begge ben i vejret, kigger og ler ad ingenting eller det hele. Hun stikker sin lille tunge frem mellem læberne. Der danner sig en sø af skummet savl i den ene side af mundvigen. Så løfter hun armene frem og op, som om hun prøver at fange noget, måske er det lyset fra de skrå vinduer i loftet.
Hun lader armene falde med uforrettet sag, det gør ingen forskel.
Tungen; langsomt ind og ud mellem læberne. Skum.
Det er torsdag, lyset danner skygger på væggen, grå danserinder, det hele hænger sammen. De bløde buede barnelår, tungespyttet, de fremstrakte arme, dansen og det grå.

Hun ligner en engel. Barbara ligner en lille tyk engel, som hun ligger dér, på det langhårede lammeskind, og rækker tunge uden at vide, at det er det, hun gør.

Jeg lægger mine læber mod barnets lår, puster. En lyd, som når man blæser bobler i vand. Barbara ler, jeg puster igen, vil have mere. Barnet latter, nu med større begejstring. Pust, latter, pust, latter. Gentagelsen, kærligheden i loop.
– Prutengel, griner jeg, – Barbara er en prutengel.
Hun forsøger selv at puste, der løber savl ned ad barnets hage. Hun smiler stort, puster, stadig forgæves. Kun savl.
– Prutengel, gentager jeg, prutengel, prutengel, prutengel.

Jeg kan høre, at han rejser sig ovenpå, stolen, der skramler mod gulvet, trin ned ad trappen. Jeg lukker vinduet i loftet, han banker på.
– Ja? svarer jeg.
Døren, der åbner sig, hans ansigt kommer til syne.
– Du kan vist selv være en prutengel, hvisker han og fjerner et løsthængende hår fra min bluse, kysser mig i panden.
Forsigtigt, som om jeg er ved at gå i stykker.