Louise Juhl

Babara elsker klodser, dem af træ i forskellige farver, rød, grøn, gul, blå. Hun griber fat om en rød klods og løfter den højt, stiller sig på tæer og strækker armene over hovedet. Så lader hun klodsen falde – helt oppefra. Det giver en dump lyd, da firkanten rammer jorden, ruller halvanden gang rundt om sig selv, ligger stille.
Barnet kigger op på sin arme, stadig hævet over hovedet. Så henter hun dem ned, en for en, som om de er en andens, efterladte og behøver hjælp.
Hun lægger sig på knæ, samler den røde firkant op. Puster på den, stryger over den med pege og ringefinger:
– Ae, ae, hvisker hun.
Kysser træet på alle seks sider.

– Mor! råber hun og strækker armene frem.
Jeg løfter barnet op, trykker det forsigtigt på næsetippen.
– Din lille bandit, smiler jeg, og barnet aber efter, trykker mig på næsen.
– BANDIT, jubler hun.