Louise Juhl

Vi møder hinanden på dating.dk.
I min beskrivelse kalder jeg mig selv for “bevidst naiv.”
Mit profilbillede er taget skråt bagfra, sort/hvid. Jeg har citeret den finske digter Saariskoski:
“En god digter/fremstiller ikke digte/han leder efter dem.”
Jeg streger han over og erstatter med et hun. Mine odds er mindre end nul, det er helt, som det skal være.

Han kalder sig “A suitable boy.”
Jeg skriver og spørger hvorfor, lige dele provokeret og tiltrukket. Han forklarer, at det er taget fra titlen på en indisk roman.
– Den til nu længste oversatte roman i ét bind, forklarer han.
Jeg tænker nå?
Bogen handler om en kvinde, hendes kamp for at undgå et arrangeret ægteskab. Forældrene ønsker hende bortgift til et passende parti, hun insisterer på kærlighed.
– Hun ender med at følge forældrenes anbefalinger, fortæller han.

Han elsker C.V. Jørgensen, at fiske og dansk møbelkunst.
En morgen lægger han fire CD´er på min dørmåtte, jeg er tæt på at træde på dem, da jeg er på vej ud for at løbe.
Jeg skriver, takker.
Hvorfor han dog ikke bankede på?
– Du havde ikke lukket op, svarer han.

Han inviterer mig ud den følgende søndag, på en café i midtbyen klokken 16.00:
– Så du kan nå at flygte før middagen, hvis du fortryder.
Jeg advarer ham.
– Jeg er både mut og skeptisk og falder ikke for belæsthed.
Det sidste er løgn.
Der går kun et øjeblik, så skriver han tilbage
– Perfekt! Vi ses.