Louise Juhl

Morgenen er tæt af fugt og flyvemyrer; jeg hælder frysetørret kaffe i kruset, fire spiseskeer, den bliver tyk og grødet, og jeg ender med at måtte tvinge den gennem halsen, en nødvendighed. Der er ingen vej uden om, man må til det, jeg må: Dagen, dagene.
Jeg kan ikke finde ud af, hvilken vej, det går. Kaffen. Tungheden og de vingede væsner.
Hunden, der savler i sofaen.
Om det går overhovedet.

De siger, jeg skal skrive. Om følelsen af at holde mit vejr tilbage, ånde portionsvist og i smug. Som en ryger, der forlængst er holdt op, og så alligevel. Bare en enkelt. Et enkelt hiv, lindrende og lunefuldt.
Jeg skal skrive om jeg-fængslet, siger de, om barnet, der ikke fik et liv, men heller ingen død. Hverken-eller. Forestillingen om et liv, forestillingen om en død. Fantomveer og falsk fostervand. Et ønske så brændende, at det brændte op.
Jeg vil skrive om navlestrengen, der stadig snor sig om min hals, sætter mærker, lillablå udtrækninger. Fortvivlelsens fremstående øjne.
Jeg vil skrive om vreden, jeg stikker en finger i halsen, forsøger at kaste det op, ud.
Den gemte, næsten glemte, gule galde.
Men der kommer ikke noget, ingen vrede, intet raseri, ingen ting. Kun en dump og desperat rallen fra helt inde bag drøblen. Et ur-råb..
Det lyder som en grotte, der styrter sammen om sig selv.
Eller et menneske.