Louise Juhl

Hele tiden dette villede overskud.
Fileter af lyst: Kærtegn, vi panerer og bruner i smør. Små appetitlige hapser, vi kan nippe til, smage på.
Spytte ud.
En hul hoste.
Jeg køber brystkarameller, – det skulle løsne, siger jeg og byder ham ét. Vi ved begge to, at det ikke har noget på sig, at sukker hverken lindrer eller løsner. Men det forsøder ventetiden så længe, siger han, og vi sutter synkront, ler trist, uhmmm.

Hele tiden mine hænder på jagt efter noget. En åbning.
Hårde, vilde, blide, søgende hænder. What it takes to make it happen.
En hånd mod hans skridt eller et kys på halsen, der bliver liggende netop et øjeblik længere end det uskyldige.
Følelsen af tung ler under mine sko. Hvert skridt kræver en indsats. Min krop trækker spor, hvor jeg går, dybe furer gennem dagene.

Onsdag kl 7.20.
Jeg vækker ham.
Han fortæller, at han har sovet dårligt, regnen mod tagvinduerne har holdt ham vågen. Jeg siger, at jeg har drømt. Jeg ville låne hans telefon, men han forlangte noget til gengæld.
– Hvad forlangte jeg? spørger han.
– Det ville jeg også gerne vide, svarer jeg.
Han rækker en hånd ud efter min, klapper på lagnet ved siden af sig på sengekanten.
– Kom.
Jeg tager hans hånd, men bliver stående.
– Jeg har lavet kaffe, siger jeg og slipper.