Louise Juhl

Vi spiser skaldyr på en lokal restaurant, tjeneren er venligheden selv, han taler med tydelig dialekt og kanter sig forsigtigt omkring vores stole for at servere retterne fra den rigtige side.
Vi roser maden, og tjeneren tager imod med en ydmyghed, der næsten gør ondt.
– Tak, tusind tak. Tak, tak.

Vi spiser i stilhed. Det kræver koncentration at pille dyrene. Et hårdt bræk i nakken og et tryk midt på dyrets krop, til kødet slipper.
Det smager sødt og blødt.
– Uskyldigt, tilføjer han, og selvom jeg er i tvivl om, hvad han mener med det, sutter jeg citronvand og indvoldsrester af mine fingre:
– Ummm. Nikker.

Vi spiser mere, end vi har lyst til, fadets overflod er umulig at modstå. Jeg rækker det høje glas frem efter mere vin. det tredje. Han holder mine øjne fast, mens han skænker.
– Hvad? spørger jeg. Det kommer til at lyde hårdt.
– Ikke noget, mumler han og hælder op, stiller flasken på bordet.
Jeg ved, hvad han tænker. Alligevel, eller netop derfor, sluger jeg drikken med en grådighed, der kunne minde om flugt.