Louise Juhl

Intet menneske er en ø, ikke kun. Ethvert mennesker er mere end det, mere end ø. Et ophav, en nedkomst. Enhvert menneske er en ø og mere. Et helle i havet, et ophold. En trædesten i det store Vi-hav. Menneskehavet, Os-eanet.
Jeg er hverken eller. Ikke en ø, ikke et menneske. Ingens trædesten.
Jeg er en vi- desertør. Et snydeæg.

På sygehuset siger de, at intet er forgæves. At ingen er. Ingen ø er forgæves, intet æg. At jeg er mere end bare dét, at jeg er mig. På trods.

Barbara? hvisker jeg, men barnet hører ingenting. Hun er opslugt af at bygge et slot i sandet. To store høje tårne, som ingen skal bo i. Vinduer uden udsigt.
– Hvor fint, roser jeg og rækker en hånd ud for at stryge hende over håret. Barnet rejser lige før min hånd når frem, hun henter en lille skovl i rød plast. Hæver hånden og slår løs. Slår på de høje tårne, til slottet falder sammen.
Hun bliver ved selv længe efter, at der ikke er noget tilbage.
– Se! jubler barnet. – Det var slet ikke et virkeligt slot, det var bare noget, vi legede.