Louise Juhl

Første gang vi ser huset er i september. I månederne forinden turnerer rundt, inviterer os selv indenfor i kvarterer, der er alt for dyre og huse, der er alt for store. Vi spiller spillet, ringer og fortæller en ejendomsmægler, at vi drømmer stort, selvom vi begge ved, at det ikke passer, ingen af os har hverken evner eller kræfter til store drømme.
Vi ender med at vælge huset ved søen, selvom det er for langt væk, og vi skal dele gårdhaven med en nabo. Det er ikke et kompromis, det passer os begge at finde et sted, der ikke er tynget af alt for store forventninger.
Vi køber en ekstra bil, det er noget med logistikken. Vi sender beskeder frem og tilbage, mens vi begge er undervejs:
– David Bowie er død.
– åh gud, nej!
– Du må love mig aldrig dø.
Andre gange er kravene mindre, løfterne nemmere at holde:
– Opvaskemaskinen mangler salt, vil du købe?
– Ja.

Den første vinter er hård, en dag sner motorvejen til, og vi ender med at sidde fast i den samme kø med kun få hundrede meters mellemrum. Et par timer sidder vi sådan, skriver beskeder til hinanden. Han ønsker sig en tallerkenreol i blå, skriver han, til at hænge på den skrå væg ved siden af spisebordet.
Jeg sender ham en bid af en sangtekst, jeg ikke forstår, om han kan hjælpe?
“A while ago somewhere, I don’t know when
I was watching a movie with a friend.
I fell in love with the actress.
She was playing a part that I could understand.”
Så begynder trafikken at rulle, og vi må lægge vore telefoner fra os, holde øjnene på vejen.

Nogle få gange kører vi sammen, så er der ingen af os, der siger noget, vi sidder i hver vores tanker. Forestiller os måske, hvad vi ville skrive til hinanden, hvis vi sad i hver sin bil.