Louise Juhl

Alting begynder forfra, hver dag om igen.

Den her søvnige uro, der ikke er angst, men noget, der ligner. Elektriske tråde med tusinder af volt, jeg spænder ud omkring dagene, som hænder om en hals.
Hegn, der hegner ind og lukker ude. Hertil. Ikke længere.

Ikke sove over mig (gid man kunne. Sove over sig selv, forbi)
Ikke tænke længere end næste skridt, altid følge ruten, rutinerne.Lukke hunden ud at tisse.
Finde kop (altid den samme med gammelnordisk symbol malet på siden og indvendige ringe efter års brug)
Koge vand, trække gardiner fra.
Tegne otte ottetaller på blokken.

Ikke omvendt, aldrig andet.

Træerne udenfor river sig i håret, det er blæst op.
Det er ikke et tegn, tænker jeg højt.
Hunden ser op, som om den forsøger at forstå.
– Der er ikke noget at forstå, beroliger jeg den og dyret logrer, tilsyneladende tilfreds med den forklaring.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg laver disse optegnelser, hvorfor jeg bliver ved med at tegne kort over lande, der ikke findes.
Velsagtens fordi det er alt, der er.
Angst og rutiner. Tegn på ingenting.
Hundens logren, da jeg fortæller den, at der ikke er noget at forstå.